Al den smerte, vi dagligt måtte sluge i os mentalt, forsøgte de fleste at finde afløb for i breve, og som jeg befandt mig der i lejren dag efter dag, aften efter aften, med min M-16 som tro følgesvend, savnede jeg også nogen at skrive hjem til. Jeg betragtede tavst mine kammerater, mens de skrev breve til deres kære.

"Jeg havde altid lyst til at sende brev hjem, men til hvem, hvor var hjemme?" Hvem skulle jeg skrive til? Jeg havde ikke været i kontakt med min familie længe, og jeg var dårligt klar over, hvilken adresse de befandt sig på. Jeg havde løbet så meget siden min barndom, at rodløsheden havde slået sine kløer i mig. Jeg følte mig uafhængig som ørnen, men ikke fri. Her i krigens mørkekammer var jeg som en stækket ørn, uden chance for at undslippe for at følge min frie natur.

Jeg husker stadig den sidste rigtige samtale, jeg havde med min kammerat, min 'ole buddy', min allerførste premierløjtnant og senere kaptajn, inden det hele blev til et galehus. Det var en meget varm nat i 1964. Jeg kunne ikke sove og listede forbi mine sovende kammerater og ud i natten. Min kaptajn, Kris, spurgte mig stilfærdigt: "[...] Jordan, hvordan kan det være, at du aldrig skriver hjem ligesom alle andre?' Jeg svarede: 'Jeg har ikke nogen derhjemme, som bekymrer sig om mig!' Han blev bare siddende eftertænksomt, og efter cirka fem minutter sagde han, 'Sh.t! Du har alligevel nok heller aldrig lært at skrive, og det med røgsignaler virker bare heller ikke mere, gør det vel?' Vi grinede begge to så hysterisk, at vi begyndte at græde, eller det var i hvert fald latteren, som vi gav skylden for vores tårer."

Efter vi havde visket vores tårer bort, fortalte Kris mig om "vores ordrer", nemlig at vi skulle i kampoperation kl. 0700. Alt, hvad han sagde, var: "Jeg har bare en mærkelig fornemmelse af, at dette bliver det helt store, så vi må sørge for at være forberedt."