Tak for din interesse for den kommende bog om lakota sioux-indianer Hakikta Najin Jordan. Hakikta var ambassadør for Lakota Nationen (Sicangu) til Danmark.
Hakikta var på så utroligt mange områder en fantastisk spændende person. Et menneske, der konstant var i bevægelse og derved oplevede mere i sit liv, end mange af os når. Hakikta var også et menneske, der gjorde en positiv forskel for mange på sin vej.
Bogen skrider roligt fremad dag for dag, og jeg færdiggører i øjeblikket kapitlerne ved hans deltagelse i Vietnamkrigen, som han modtog hæder for i form af ‘The Bronze Star Medal’ samt ‘The Purple Heart Medal’. Hakikta var marinesoldat og deltog i krigen som paramediciner (helikopterambulance).
Det er utroligt givende at få lov at følge Hakiktas liv tæt gennem mine skriverier samt gennem mit tætte samarbejde med hans enke, Marianne Tretow-Loof Jordan, og jeg er meget glad for, derigennem, at kunne videreformidle hans historie samt, ikke mindst, hans positive budskaber.
Uddrag fra den kommende bog 'ARV AF STORHED - et liv i mokkasiner' (fra et af kapitlerne om Vietnam)
"Jeg havde altid lyst til at sende brev hjem, men til hvem, hvor var hjemme?" Hvem skulle jeg skrive til? Jeg havde ikke været i kontakt med min familie længe, og jeg var dårligt klar over, hvilken adresse de befandt sig på. Jeg havde løbet så meget siden min barndom, at rodløsheden havde slået sine kløer i mig. Jeg følte mig uafhængig som ørnen, men ikke fri. Her i krigens mørkekammer var jeg som en stækket ørn, uden chance for at undslippe for at følge min frie natur.
Jeg husker stadig den sidste rigtige samtale, jeg havde med min kammerat, min 'ole buddy', min allerførste premierløjtnant og senere kaptajn, inden det hele blev til et galehus. Det var en meget varm nat i 1964. Jeg kunne ikke sove og listede forbi mine sovende kammerater og ud i natten. Min kaptajn, Kris, spurgte mig stilfærdigt: "[...] Jordan, hvordan kan det være, at du aldrig skriver hjem ligesom alle andre?' Jeg svarede: 'Jeg har ikke nogen derhjemme, som bekymrer sig om mig!' Han blev bare siddende eftertænksomt, og efter cirka fem minutter sagde han, 'Sh.t! Du har alligevel nok heller aldrig lært at skrive, og det med røgsignaler virker bare heller ikke mere, gør det vel?' Vi grinede begge to så hysterisk, at vi begyndte at græde, eller det var i hvert fald latteren, som vi gav skylden for vores tårer."
Efter vi havde visket vores tårer bort, fortalte Kris mig om "vores ordrer", nemlig at vi skulle i kampoperation kl. 0700. Alt, hvad han sagde, var: "Jeg har bare en mærkelig fornemmelse af, at dette bliver det helt store, så vi må sørge for at være forberedt."
Jeg vender selvfølgelig tilbage senere med mere nyt om bogen på sin vej mod udgivelse. Er du interesseret i at høre et foredrag af Hakiktas enke, Marianne Tretow-Loof Jordan, så klik ind på www.Hakikta-Najin.dk for kontaktdetaljer.
Tak fordi du læste med.
Forårshilsener, Malene Rossau