Et levet liv

...en STOR personlighed!

 

Forfatter Malene Rossau har skrevet en bog om denne spændende person. Bogen kom til veje gennem samtaler med hans enke, familie og venner, og ikke mindst gennem et kæmpe research-arbejde. Den bragte hende også til South Dakota, hvor hun gik i hans (og hans slægtninges) fodspor.

Det blev hurtigt tydeligt for Malene, at Hakikta var en mand, der satte sig spor i verden. Han havde evnen til at lette folks hjerter for tyngende tanker, og han trak naturligt folk til sig med en respektfuld tilgang til alle og alt. Det havde været så dejligt for hende at møde og høre fra folk, som kendte ham eller havde mødt ham. På hendes FB-side skrev en taxachauffør, (som havde haft Hakikta som passager) at “… en af de allermest mindeværdige ture var med ham…..Der var bare så megen venlighed og oprigtighed i alt, han sagde…..Havde gerne mødt ham igen en dag.”
 
Hakikta blev født i et reservat i Midtvesten. Da han endnu var lille, blev hans far indkaldt som soldat og sendt til Europa for at deltage i den igangværende 2. verdenskrig. Som ung soldat blev Hakikta sendt afsted til Vietnam-krigen, hvor han deltog i helikopterambulance-tjenesten. Hans ønske var at redde liv, og han modtog senere store hædersbevisninger for sin livreddende indsats.
 
Under krigen oplevede han at falde ud af helikopterambulancen fra stor højde under en redningsaktion. Han befandt sig snart på en junglebund af friske blade og en underskov i forrådnelse, mens han kæmpede for sit eget liv som ’savnet i aktion’.
 
Danmark og vikinger betød noget særligt for Hakikta helt fra barnsben, og hvorfor, giver Malene Rossaus bog “ARV AF STORHED – et liv i mokkasiner” svaret på.
 
Gennem tilværelsen måtte Hakikta igennem en lang række prøvelser. Prøvelser, som drev ham i forskellige retninger. De stærke bånd til oldefaderen var ofte en mental støtte, når savnet efter familien rev i ham.
 
Bogen fortæller om en række kendte personer, han mødte gennem sit liv, såsom bl.a. den anerkendte franske journalist Henri Huet, der dækkede Vietnam-krigen for avisen Le Figaro, og Doris Leader Charge som havde en helt særlig rolle i forbindelse med storfilmen ‘Danser med Ulve’.
 
Vi hører selvfølgelig også om en række kendte danske navne, da Hakikta blev gift med danske Marianne, og de bosatte sig i Gentofte. Sammen rejste de rundt i blandt andet Danmark, Sverige, Tyskland og England for at fortælle om lakota-kultur. De nåede at være ude flere end 800 gange i bl.a. institutioner og foreninger samt ved offentlige og private arrangementer m.m.
 
Bogen fortæller også om kærlighed: til Marianne, til relationer, til mennesker på hans vej, til livet og til Moder Jord. Den viser også et menneske, der udviser tapperhed, tålmodighed, gavmildhed og udholdenhed. Den fortæller også om hans slægtninge, som omfatter store navne i amerikansk historie. – Bogen videregiver Hakiktas positive og universelle budskaber til os alle.
 
Er du klar til at komme med på en mental rejse ind i et levet liv, så kan bogen købes hos DIN boghandler eller på forlagets webshop.
 
🌺 Fotoet af Hakikta er venligst udlånt af Marianne Tretow-Loof Jordan. 🌺
"… Det er en bog, der har rørt mig. Den grundlæggende filosofi om, at alt er i familie med hinanden, og holdningen om et liv i kærlighed og respekt til hinanden, er noget som er en mangelvare i dag. Man kan ikke undgå at blive varm helt ind i hjertet, når man læser denne bog. Det er en velskrevet og bevægende bog…" Ulla Weishaupt - Bogrummet